Fredericia Roklubs ro-skole

Her kan du lære de rigtige kommandoer.

Kommandoer til at gå om bord og at komme fra borde
"Klar til at gå om bord"

Styrmanden holder båden fast midtskibs.
Roerne stiller sig ved deres pladser og er klar.

"Om bord"

Roerne træder ned i båden og gør sig klar til at ro.

"Klar til at gå fra borde"

Styrmanden holder båden fast midtskibs.
Roerne løsner årer og fodremme og gør sig klar til at forlade båden

"Fra borde"

Roerne rejser sig op og træder ind på pontonen.

Kommandoer til at komme fri og skabe balance
"Sæt fra"

Roerne skubber båden fri af broen eller pontonen

"Balance"

Roerne sidder i vel-roet stilling og trykker årehåndtaget ned på rælingen. Styrmanden skaber balance ved at flytte sig på styrmandssædet

Kommandoer til at starte roning eller skodning
"Til roning klar"

Roerne kører langsomt frem og er klar til at begynde roningen.

"Ro væk"

Roningen påbegyndes og skal fortsættes indtil styrmanden giver en ny kommando

"Til skodning klar"

Roerne trækker årehåndtaget ind til brystet og vender årebladet 'baglæns'

"Skod væk"

Roerne sætter årerne i vandet og trykker håndtaget fremad. Skodningen skal fortsættes indtil styrmanden giver en ny kommando

Kommandoer til at ændre fart eller standse
"Vel roet"
eller
"Det er vel"

Roningen skal straks ophøre og roerne skal sætte sig i vel-roet stilling.
Kommandoen skal falde i slutningen af rotaget.

"Småt roning"

Roerne fører årerne let gennem vandet med samme kadence som før, men trækket er svagere, således at båden netop har styrefart.

"Fuldt træk"

Alle roere skal igen trække lige kraftigt. Bruges til at ophæve "småt roning".

"Sæt i"

Roerne sænker årebladet ned under vandet. Årebladet holdes vandret så det fanger vandet og bremser båden blidt.
Styrmanden skal sikre sig at roerne har strakte arme og ben!
Hvis der er tid, skal man først kommandere "vel roet" og "klar til at sætte i".
Hvis båden ikke bremser hurtigt nok, kan man straks følge op ved at kommandere "sæt hårdt i".

"Sæt hårdt i"

Roerne sænker årebladet ned under vandet. Årebladet holdes lodret så det bremser båden hårdt.
Styrmanden skal sikre sig at roerne har strakte arme og ben!
Hvis der er tid, skal man først kommandere "vel roet" og "klar til at sætte hårdt i".

Kommandoer til at ændre bådens retning
"Bagbord småt roning"
"Bagbord vel roet"
"Bagbord sæt i"
"Bagbord sæt hårdt i"

Med disse kommandoer kan man dreje både mere eller mindre skarpt mod bagbord
Båden drejer mindst ved "bagbord småt roning" og mest ved "bagbord sæt hårdt i".
Drej ikke skarpere end nødvendigt, det er anstrengende for roerne.

"Styrbord småt roning"
"Styrbord vel roet"
"Styrbord sæt i"
"Styrbord sæt hårdt i"

Som ovenfor, blot drejer båden nu mod styrbord.

"Styrbord - fald ind"
eller
"Bagbord - fald ind"
eller blot
"Lige træk"

Styrbord (eller bagbord) falder ind i den roning (eller skodning) der foretages af den anden sides roere.
Bruges hvis styrmanden har kommanderet "styrbord vel roet" eller lignende for at dreje båden.

Kommandoer til vending af båden
"Bagbord til skodning klar - styrbord skal ro - skod væk"

Denne kommando vender båden til bagbord, dvs mod uret (huskeregel: båden drejer til samme side som man skodder).
Bagbordsroerne sætter sig i til-skodning-klar-stillingen
Styrbordsroerne bliver siddende i vel-roet-stillingen.
Idet der kommanderes "skod" begynder bagbordsroerne at skodde, og samtidig kører styrbordsroerne frem og tager et rotag så snart bagbordsroerne er færdige med deres skoddetag.
Der skiftevis ros og skoddes indtil styrmanden kommanderer "det er vel".

"Styrbord til skodning klar - bagbord skal ro - skod væk"

Denne kommando vender båden til styrbord, dvs med uret (huskeregel: båden drejer til samme side som man skodder).
Styrbordsroerne sætter sig i til-skodning-klar-stillingen
Bagbordsroerne bliver siddende i vel-roet-stillingen.
Idet der kommanderes "skod" begynder styrbordsroerne at skodde, og samtidig kører bagbordsroerne frem og tager et rotag så snart styrbordsroerne er færdige med deres skoddetag.
Der skiftevis ros og skoddes indtil styrmanden kommanderer "det er vel".

Diverse kommandoer
"Kvart åren"

Roerne trækker årerne ind, indtil de har fat med en hånd på hver side af klemringen.
Dette skal ske mens roerne kører tilbage på sædet, og uden at roningen standser eller rytmen ændres.
Bruges i smalle kanaler eller ved passage af broer, hvor der ikke er ret meget plads i bredden.

"Åren ud"

Modsat af "kvart åren"-kommandoen.
Under tilbagekørslen skubbes åren ud uden at roningen standser.

"Åren langs"

Roerne slipper åren med den yderste hånd, læner overkroppen kraftigt tilbage, og fører åren hen over hovedet med den indvendige hånd.
Bruges ved poassage af et smalt sted eller ved anløb af en bro.

"Rejs årer"

Styrmanden skal først kommandere "vel roet" og "klar til at rejse årer", og han skal sikre sig at roerne har løsnet årerne fra svirvlerne.
Roerne svinger årerne op til lodret stilling, så håndtaget hviler på bundbrædtet tæt ved midterlangremmen. Årebladets hule side skal vende agterud.
Bruges som hilsen til et andet skib.
Kan også bruges ved tillægning ved et højt bolværk i stedet for "åren langs".
NB: Styrmanden skal være sikker på at roerne er stærke nok til at løfte årerne, ellers kommer det nemt til at se meget kikset ud.

"Lad falde"

Ophæver "rejs årer"-kommandoen.
Roerne sænker forsigtigt årerne ned på plads i swirvlerne og spænder dem fast. Derefter indtager roerne "vel roet"-stillingen.

"Se til åren"

Alle roere skal se til deres eget åreblad så det ikke støder ind i noget under roningen. Er en forhindring tæt på åren, skal roeren kvarte åren eller lade den gå langs.
Hvis der kun er forhindringer i den ene side, kan man kommandere "styrbord (eller bagbord) se til åren".