Standerstrygningstale
CORONA RAMT STANDERSTRYGNING
FREDERICIA ROKLUB 1. NOVEMBER 2020
Kære rokammerater,
Standeren blev taget ned i dag til morgen kl. 08.30 af Bjørn assisteret af Thyge Det er første gang, jeg har fået æren af at tage standeren ned i de 45 år, jeg har roet. Så tak for det. Også tak til Thyge for hjælpen. Normalt er standerstygningen en godt besøgt tradition, hvor ca. 50 medlemmer tropper op for at sige tak for sommer-sæsonen og byde den nye vintersæson velkommen. I år var den officielle del aflyst på grund af Corona-19 restriktionerne, der siger, max. 10 personer forsamlet på et sted inde som ude. Trods nævnte, var der alligevel en lille skare, der mødte op og nød den flotte morgen, hvor solen lige lod sig skimte i det røde morgenskær. En mærkelig, men alligevel lidt højtidelig dag, grundet de særlige forhold. Efter standeren var taget ned, råbte vi Fredericia Roklubs hurraer for klubben, for medlemmerne og for den nye sæson. Roklubben var derefter vært ved et lille glas. Velkommen til en ny spændende vintersæson.
Nogen af jer vil sikkert huske vor standerhejsning, der på grund af Corona-19 nedlukningen af Danmark den 11. marts blev skubbet til den 13. juni, hvor vi måtte være max. 50 medlemmer til stede, og hvor vor gode kaproer Frede Nørskov hejste standeren og blev om ikke landskendt, så i hver fald klubkendt for de berømte ord ”Vel” roet. Med henvisning til den ekstra rengøring med opvaskningssæbe(Vel), som var blevet klubberne pålagt for at forsøge at stoppe Corona-19 smitten. Sommeren perioden blev derfor kort og sluttede i går med et resultat for året på 33.348 km imod sidste års 37.741 km. Det syntes ganske godt, eftersom vi var tvangslukket et godt stykke tid. Statistikken viser også hvilke både, der er mest foretrukne: 4 årers GFR 916 km, 2 årers Æbelø 1902 km, Coastal GFR 86 1016 km, Thorsbælt (kajak) 255 km og Safiren dobbelt firen 100 km. Tak til Steen for det fine arbejde. Der er 12 medlemmer, der har roet over 1000 km, heraf Steen Houborg med 2193 km, rigtig flot gået. Hos damerne er det Birgit Knudsen med 1261 km, tillykke!. Derudover er der tre medlemmer, der har roet over 1000 km i roergometer heriblandt Poul-Erik Andersen med 1200 km, flot gået og et stort tillykke. En god sæson – på trods af at Corana-19 har været med som blind passager. I ved selv, hvordan det har været med aflysninger, flytning af datoer, afventning og roning. Ikke mere om det! Vi har også noget, vi kan være stolte af. To af vore ungdoms medlemmer Karen – og Kaare Mortensen klarede sig rigtig godt i sæsonen. Karen deltog i DM og havde 4 starter i 2er uden, 4er uden, 4er med og 8ter, alle med placeringer i A finalen dog ikke i top 3. Kaare stillede op i 2er uden, 4er uden og 8ter og roede sig til 3 danske mesterskaber, stort tillykke til dem begge og held og lykke fremover. Det skal nævnes, at begge de dygtige kaproere i dag roer i Bagsværd og er tilknyttet DFfR eliteungdom.
Fremtiden er svær at udtale sig om, og jeg skal være den sidste til at forsøge, men I medlemmer af vor klub er af den optimistiske støbning, og ser muligheder frem for problemer. Det gør det hele lidt nemmere, og gør det lettere at løse opgaverne, når de opstår. Det er rigtig godt og derfor skal der lyde en stor tak til hver især for jeres klubånd. Det er i disse tider, det sociale og kammeratlige samvær betyder noget, bliv kun ved med det. Følg os i vore korte meddelelser vi sender ud per mail eller rokort, når der foreligger nyt. Det er ikke let at begå sig på det ”coronafyldte hav”, og slet ikke for bestyrelsen, derfor siger jeg også til hver og en af vore bestyrelsesmedlem-mer en stor tak for jeres flid og påpasselighed med at opfylde de tiltag/forbud, der hele tiden kommer fra Fru Frederiksen og fra sundhedstyrelsen. Corona krisen har også bragt godt til os, vejen til klubben er blevet asfalteret og inden længe kommer der også lys i standerne langs vejen. Det tror vi på bliver rigtig godt. Det har vi kæmpet for i flere år, og så i dette Corona år bliver der pludselig åbnet for ”Godteposen”. Tak til kommunen for det. Pumpestationen ved siden af os forsvinder inden for de næste tre uger. Der er lagt jernplader ud. I der kommer til fods eller på cykel, pas på, de kan være glatte og pladerne ligger efter sigende ikke for godt. Spændende hvad det kommer til at betyde for os, her mener jeg, hvad skal der være på grunden herefter? Parkeringspladsen nord for klubben er ”stenet” ind, pladsen har nogle spidse vinkler og den bliver ikke let at parkere på. Vi vil mene, der med god omtanke og dygtige chauf-fører er plads til 6-10 biler. I er velkommen til at komme med forslag til inddeling af båse. Det er forbudt fremover at parkere på voldsiden når I kommer sydfra. Forøvrigt gælder det også, at man godt må tænke sig om, når man parkerer imod vandet, når man kommer sydfra. Det kan godt gøres bedre end i dag. Tak! I morgen er det første dag, hvor vinterreglementet træder i kraft, det betyder at der først roes fra kl.08.00. Tænk altid på at være forsigtige , når I tager på vandet i vinterhalvåret. Vandet er koldt – i dag 11 gr. og husk, kun en tåbe frygter ikke havet. Hvis I er i tvivl om I skal gå ud, så bliv inde og nyd de tilbud I har med ergometer, cykler, multimaskinen, løb-gå en tur på volden/havnen og nyd et dukkert i Lillebælt. Det kan ”varmt” anbefales. Saunaen vil være lukket indtil 31 december. Sangaften på tirsdag er aflyst, runde fødselsdage, der var skubbet til lørdag den 7. november, er skubbet yderligere. Ny dato følger, når en sådan vil være mulig. Hyg jer og lad os alle håbe, at vi igen snart vender tilbage til mere normale forhold. Med de ord ønsker jeg jer alle en god vintersæson.
Med roer hilsen
Bjørn