Formandens Nytårstale
ÅRSSKIFTET 2021-2022
Kære Ro-kammerater!
Mens Corona-19 rasede i starten af året, og klubben var lukket ned, benyttede vi
lejligheden til at få vores køkken- og baderumsfaciliteter bragt op til ny standard. I
den anledning kan vi sige mange tak til Fredericia Kommune for et flot tilskud på ca.
kr. 70.000,- til dækning af nogle af vore omkostninger. Vi holdt åben for port-roning
og gåture på volden. Den 1. marts blev der åbnet for roning på vandet, og det var en
oplevelse at se, hvordan roerne sprang i bådene og kom på havet. Det var
sammenlignende med, at køerne kommer på marken i foråret efter en hel vinters
stald. En herlig fornemmelse at opleve. Årets første 5 bestyrelsesmøder blev holdt
privat. Årets generalforsamling og standerhejsning blev udskudt. Den 11. april kl.
09.00 blev der holdt en Corona-standerhejsning. Ellen Nielsen hejste standeren og fra
denne dag blev sommersæsonen skudt i gang. Det var den dag, hvor der ikke var
nogen tegn på sommer, stormen stod ind fra Øst med slud og sne. Medio april blev
klubben åbnet for indendørs brug i vore lokaler, men med personbegrænsninger, og
diverse restriktioner. Nyt var, at der skulle vises corona-pas for alle over 18 år. Vor
normale livsform vendte langsomt tilbage, og vi kunne igen nyde det friske liv på
vandet og det sociale samvær, der er så vigtig en del i vor klub. Sommeren bød på et
indbrud, hvor der blev mere ødelagt end der blev stjålet. Det kan her nævnes, at
politiet har fundet tyven og klubben har modtaget erstatning fra vort
forsikringsselskab.
Den 8. juni kunne der så endelig afholdes generalforsamling, hvor Søren Jakobsen
ønskede at udtræde af bestyrelsen efter lang tids tro tjeneste som sekretær. Dette
betød, at vi kunne byde Ellen Nielsen, som accepterede at blive klubbens nye
sekretær, så velkommen til Ellen.
Fejring af runde fødselarer 2020, der skulle have været afholdt i oktober 2020 blev
endelig afholdt den 12 juni med 9 ud af 11 indbudte, og 43 veloplagte rokammerater til at fejre og hædre. Traditionen tro fast menu og god stemning.
Dansk Forening for Rosport har fået ny formand, som viser sig at være en kvinde
Conny Sørensen. Conny går mere ind for den form for roning, vi står for end for
kaproning, så det bliver spændende at se, hvad fremtiden byder på. Dansk Roning
opnåede at få en sølv medalje til Olympiaden 2020 i Japan i 2021 ( et år efter
planlagt). Fredericia Roklub nåede at få et DM i dobbelt sculler m/ Frede og Åge. En
forventet medalje i dobbelt coastal med Martin og Frede ved Odder Strand, måtte i
meget dårligt vejr opgives på grund af en brækket åre. Samme dag som de forsøgte
sig i Odder, afholdt vi her i klubben båddåb og klubkaproning. Dåben af båden blev
foretaget af Dennis Storgaard fra Fynske Bank på vegne af Fonden for Fynske Bank,
som sponsorerede kr. 15.000,- til en ny hav-kajak, der blev døbt: MØLLEBUGTEN.
Klubkaproningen blev erstattet af en stjerne konkurrence med seks forskellige
øvelser, der var præmier til de tre vindende hold. Dagen sluttede med hyggelig
grillmad og socialt samvær.
Fra DIF/DGI start-up- pulje modtog vi efter ansøgning ca. kr. 35.000,- til installering
af E-roning i motionsrummet. Det giver mulighed for selvtræning med visuel træner
på skærm. God fornøjelse. Følg vejledning, det skulle ikke være sværere, end at alle
kan være med.
I oktober blev 12 af 15 runde fødselarer fejret, og 42 festklædte ro-kammerater kom
og deltog i festlighederne. Igen en god fest i samvær med gode ro-kammerater.
Nordea-Fonden har sponsoreret kr. 30.000,- til en ny coastal. Denne er købt og
forventes døbt til standerhejsningen 2022.
Sangaftenerne nåede at blive afholdt i efteråret, Gymnastik kom godt i gang på
Skjoldborgvejens Skole og de, der tager Idrætsmærke har roet og taget
gymnastikprøve. Til jer der mangler – skynd jer at få de sidste ting på plads. Der er
dispensation til 10 jan. 2022. Omikron, den nye variant i Corona epidemien, er stærk
stigende i samfundet, og alt tyder på, at vi alle skal rammes. Indtil videre må vi
forsætte den form for roning/træning, vi har i dag. Alligevel skal der lyde en
opfordring, tag din sunde fornuft med, når du kommer i roklubben, sørg for en god
personlig hygiejne, sprit af både før og efter toiletbesøg, maskiner og både/årer skal
afvaskes/sprittes, hold afstand og ellers opfør dig som du plejer.
En stor tak til mine bestyrelsesmedlemmer dette gælder også Søren Jakobsen. I har
været fantastiske, det har været et svært år, men set fra min positive side har vi klaret
os godt. Ting er blevet gjort og ting fungerer.
Lige en påmindelse en rist på jernslisken, der har været forsvundet, er fundet og sat
på plads, men ikke fastgjort, så hold øje med om den er der, når I sætter båd i vandet.
I ønskes alle et godt, et sundt og et forrygende nytår 2022. Med tak for det vi forlader.
Husk på, uden jer ingen klub, og til I som tager på vandet, vandet er koldt, husk
redningsvest – kun en tåbe frygter ikke havet. Pas godt på jer selv og på hinanden.
Med roer hilsen
Bjørn