Referat medlemsmøde 17. Januar 2023
Referat fra medlemsmøde i klubben den 17. januar 2023
Bestyrelsen havde indkaldt medlemmerne til et møde, hvor der var mulighed til at spørge ind til de 2 ledige bestyrelsesposter og bagefter var der mulighed for at komme med ideer, ønsker m.v. til fremtiden i klubben.
Der var ca. 30 medlemmer, som mødte op, sammen med 6 fra bestyrelsen.
Bjørn bød velkommen med disse ord:
Først et rigtig godt nytår til jer alle! –
Dernæst tak fordi I har fulgt bestyrelsens opfordring til at møde op til vort medlemsmøde. Et møde, hvor vi alle skal finde fælles fodslag om, hvordan vor klub kan forsætte med at være den Roklub, hvor man bliver modtaget åbent og hvor de ”gamle” medlemmer tager godt imod de nye. Klubben hvor man har mulighed for at benytte relevante tilbud og deltage i de dertil knyttede fællesskaber. Fredericia Roklub skal gerne være den klub, man er stolt at være medlem af og hvor man kan lide at færdes. Klubben, hvor man føler sig godt tilpas, og derfor naturligt har lyst til at bidrage til klubbens drift og udvikling ved at påtage sig frivillige opgaver. Fredericia Roklub støtter meget gerne op om, at medlemmerne uddanner sig og kan føre sporten og medlemmet videre ved at udvikle sig som roer og hvad dermed er forbundet i et trygt, sikkert og socialt sammenhold med de øvrige medlemmer.
Med denne lille indledning vil jeg hermed give ordet til Kirsten, som vil føre os videre i denne forhåbentligt konstruktive aften. I aften skal I have Yes kasketten på og komme frem med de gode ideer og ønsker, som I ikke må brænde inde med.
Bjørn fortalte derefter lidt om, hvilke opgaver han har varetaget som formand. Der blev fremhævet, at fordi han har varetaget det på sin måde, så var det ikke ensbetydende med, at en ny formand skulle gøre det på samme måde.
Der blev også lagt vægt på, at han gerne ville hjælpe en ny formand i gang, og at det også var muligt at komme på kurser, hvis dette skulle være et ønske.
Anette Conradsen spurgte ind til, om der skulle være mulighed for at dele nogle af formandens opgaver ud på flere hænder.
Karin fortalte derefter lidt om arbejdet som husforvalter. Hun havde lavet en oversigt over opgaverne, og Karin er villig til fortsat at tage sig af forplejning til flere af klubbens faste arrangementer. Så jobbet som den nye husforvalter kunne deles lidt.
Per Jørgensen foreslog, om det var tiden til, at klubben blev organiseret på en anden måde. Det udløste lidt dialog, hvor der blandt andet blev foreslået, at klubben henvendte sig til DFfR, hvor det er muligt af få hjælp til den slags. Det var nok billigere end et eksternt firma.
Per Allan foreslog, at kajakgruppen blev repræsenteret i bestyrelsen, så det vil blive taget med til generalforsamlingen.
Pia Rockhold efterlyste lidt mere liv i kajakgruppen.
Søren Jakobsen forslog om man kunne indføre en form for ”korttidsroning” forstået på den måde, at der kunne være en aften, hvor fortravlede unge kunne komme til roning ved at hoppe i en klar båd, og køre hjem bagefter, så der var andre, der tager sig af klargøring og rengøring af båden.
Keld Andersen forslog flere måder at hverve nye medlemmer på, hvilket han gerne vil hjælpe med.
Der var lidt forskelligt om en ny hjemmeside. Bestyrelsen er i gang med at gå den nuværende igennem og forfatte nye tekster, men det går nok lidt for langsomt.
Der blev også forslået, at hyre en studerende til at hjælpe med at få den lavet.
Der blev også talt om, at klubben er sårbar, når der kun er en person, som kender til de forskellige systemer. Det er noget bestyrelsen godt er klar over, og også arbejder på.
Der blev spurgt til, om vores system Rokort kunne linkes til hjemmesiden.
Andre efterspurgte bedre hjælp til at komme på Rokort.
Steen Houborg oplyste, at der kommer en ny version af Rokort inden 1.3.
Der var forslag om at lave en lille guide til hjælp, som også kunne udleveres til nye medlemmer.
Der var lidt forskellige forslag til, hvad der evt. kunne tiltrække flere nye medlemmer.
Der kunne evt. tages kontakt til Veteranhjemmet, for at høre, om det kunne være en sport for veteraner.
Der blev også talt om, at vores målgruppe nok ikke var de helt unge, da der p.t. ikke rigtig er nogen i klubben der kan stå for det.
Der er mange tiltag fra Kommunens side, som bestyrelsen har valgt fra, netop fordi der ikke er nogen til at tage sig af det.
Der blev talt om skoleroning, men som Inge Langhave sagde, så er Fredericia ikke en Universitetsby, så mange unge forlader byen for at studere i andre byer.
Klubbens målgruppe er nok fra omkring 30 +++++
Der blev forslået, at der evt. kunne laves en slags børnepasning, så medlemmer med mindre børn havde mulighed for at komme på vandet – det kunne evt. være med en efterfølgende fællesspisning.
Der blev forslået, at klubben kunne tilbyde stand up paddel til medlemmer.
Klubbens nye medlem Henrik fortalte, at han har oplevet det som noget positivt af komme i vores klub.
Da der ikke rigtigt var flere forslag og kommentar, så sluttede Kirsten aftenen af med at takke de fremmødte for at komme og for at deltage med gode forslag.
Hvis du ikke havde mulighed for at deltage på medlemsmødet, men sidder inde med et godt forslag, eller et ønske om at stille op til enten formandsposten eller som husforvalter, så snak med Bjørn eller en anden fra bestyrelsen.
Bestyrelsen håber, der sidder medlemmer, som har lyst til at være med til at stå i spidsen for vores fantastiske Roklub.
Som et medlem spurgte – har bestyrelsen overvejet, hvad der skal ske, hvis der ikke er nogen som melder sig? Det har bestyrelsen ikke endnu – vi er stadigvæk optimister.
TAK FOR EN GOD AFTEN
PS!!
Der er allerede flere medlemmer, som er i gang med at betale kontingent for 2023. Hvis systemet driller, så ring gerne til Finn på 26274053 for hjælp.
Som forsøg, så vil klubben tænde for vores sauna lørdag morgen fra den 21.1.23