Referat bestyrelsesmøde 15. April
Referat fra bestyrelsesmøde mandag den 15. april 2024
Tilstedeværende: Per Jørgensen, Inge Langhave, Kirsten Krogh Top, Finn Grønborg, Carsten Medom Madsen, Ove Jensen, Ellen Nielsen
Fraværende: Ole Jørgensen
Siden sidst:
Lige efter Påske den 2. april, var der afslutning af ro spinning. Der var fin tilslutning til afslutningen, som sluttede med fællesspisning. Den 3. april var der afslutning af svømning og sidste mulighed for at aflægge svømmeprøve. Bestyrelsen takker svømmevagterne og Kirsten og Lars for deres indsatser hen over vinteren.
Den 6. april var der indkaldt til fælles rengøring af klubbens lokaler m.v. Der var stor tilslutning, så klubben strålede til næste dags standerhejsning. Der blev holdt tale af Formanden Per, og standeren blev hejst til tops af Birgit Knudsen. Herefter var der båd dåb af den nye dobbeltsculler, som var sponsoreret af Martin Mortensen, Frede N. Nielsen og Aage Pedersen. Sidstnævnte døbte båden, som kom til at hedde Hjarnø.
Den 9. april blev der afholdt møde, for de medlemmer, som har tilmeldt sig som instruktørhjælpere. Der er hængt en seddel op på klubbens opslagstavle med dagene hvor der er instruktion. De er også lagt på Rokort. Så skriv dig på de dage, hvor du har mulighed for at hjælpe instruktørerne. Hvis du er ny og mangler lidt instruktion for at blive fri-roet, så kan du skrive dig på Rokort ved roskolen. Der vil være roskole mandage og onsdage i månederne maj og juni.
Den 11. april blev der afprøvet redningsveste, så de er klar til sæsonen. Tak til de medlemmer, som har stået for det store arbejde, det er med at lyne alle veste op, puste luft i vesten, og efterfølgende taget luften ud og samlet dem igen. Også tak til de medlemmer, som har hjulpet med opgaven.
Medlemmer/kontingenter/økonomi:
Klubben er nu nede på 138 medlemmer. Der er stadigvæk lidt som mangler at betale kontingentet for 2024. Finn har sendt rykker til medlemmerne, hvor de også bliver bedt om at give besked, hvis de ikke længere ønsker medlemskab.
Klubben har stadigvæk penge på kontiene, men vi også kun lige gået ind i 2. kvartal, og der ligger mange udgifter forude.
Finn har været i gang med at undersøge GDPR reglerne. Det viser sig, at vores system Conventus, som Finn styrer regnskabet i også har et modul, der hedder ”oprydning” som kunne tilføjes gratis. Det har Finn nu tilføjet, og har sat systemet op til automatisk at slette udmeldte medlemmers data efter løbende år + 1 år fra udmeldelsen. GDPR reglerne omkring opbevaring af medlemsdata bliver med den opdatering nu overholdt.
Udbedringer af stormskader:
EM Søentreprise, som skal stå for at banke de ekstra pæle ned til bådslisken, har været forbi klubben. Vi håber, at det snart bliver muligt at få pælene banket i, så der kan tages mål til den nye konstruktion af slisken. Der skal også bruges tid på at få slisken lavet færdig og galvaniseret.
Der er nu blevet leveret ekstra træ, så når det bliver muligt, så skal det yderste af broen laves færdig.
Status betondæk. Per har nu modtaget tilbud fra CJ A/S, og fra DEP. Ansøgningen om tilskud til opgaven er behandlet i Kommunen. Klubben mangler at få officielt besked om, at et beløb på kr. 150.000 er bevilliget.
Kystsikring stenglacis. Der er modtaget et overslag fra Årslef, som desværre lyder på 935.000 kr. Der er sendt et brev til Kommunens Miljø og teknikudvalg samt til Forvaltningen. Per afventer at blive indkaldt til et møde.
Flisebelægning ved klubhuset – afventer
Trægulv kondirum – afventer.
Klubvedligeholdelse:
Kommunens Klimaskærm: Per har nu sendt en ansøgning til kommunen om hjælp til nye døre og fugning af murværket mod nord og øst. Der afventes først svar til maj/juni.
Ovenlys bådhallen: Flemming har repareret inddækningen. Maling afventer stadigvæk lunere vejr.
Klubudvikling:
De 2 holder til Åbent Hus folderne, er nu blevet monteret på klubbens gavle, og der er lagt Åbent Hus foldere på biblioteket og Per har annonceret på Facebook. Opslaget er blevet delt mange gange og annonceringen er på bare 3 dage vist 4505 gange. Heraf har 146 reageret på den og har åbnet siden for at se nærmere på annoncen. Opfordringen herfra til Jer, del gerne opslaget på FaceBook om Åbent Hus med Jeres kontakter. Åbent Hus bliver afholdt søndag den 28. april fra kl. 14-16 hvor vores instruktører Kirsten og Lars vil være til stede og om mandagen den 29. april fra kl. 17-19 hvor Carsten og Jette vil være der. Vi håber, der kommer rigtigt mange gæster forbi. Du er også velkommen, så mød gerne op, så vi kan vise, at der er liv i klubben. Du må gerne hjælpe med at vise de besøgende rundt. Der vil begge dage også være mulighed for, at de besøgende kan prøve E-roning, så Frede vil være der begge dage.
Fonde:
DIF er ansøgt om midler til en inrigger – der er ikke modtaget svar endnu.
Den 8. april blev der afholdt det første møde i den nye gruppe, som arbejder med at søge forskellige fonde. Gruppen består af Per Jørgensen, Kirsten K. Top, Søren Jakobsen, Anette Conradsen og Bjørn Mathiasen. Gruppen har fået overblik over, hvad der skal søges midler til, og opgaverne er delt ud i gruppen, så vi krydser fingre for, at det lykkedes at få bevillinger til alle vores projekter.
Der arbejdes med klubbeklædning, elektriske reoler, bådvogne, svømme- og redningsveste, ny kondicykel, så der er meget i gang.
Andet:
Per har sagt ja til, at klubben vil stille med parkeringsvagter til Lillebælt Halvmaraton den 4. maj 2024 – meld dig til på Rokort, vi mangler 2 personer. Hvis du ikke bruger Rokort, så giv Per besked på anden vis. Klubben får kr. 350,00 pr deltager.
Ren Natur indsamling af affald – Per har fået samme område som sidste år. Der bliver meldt en dato ud senere. Klubben får kr. 2.500 for opgaven.
Strib Roklub har lånt vores båd ”Kidholm” i 3 måneder. Per har spurgt om de vil købe båden. Der afventes svar.
Per har fået noget træ, som skal bruges til at lave hylder af. Hylderne skal sættes op på jalet, så vi lettere kan få et overblik over, hvad vi har og det kan skåne isoleringen.
Der bliver bestilt 2 skilte, som skal sættes op ved klubhuset, så folk kan se, at området tilhører FR og ophold og badning fra vores broer sker på eget ansvar.
Carsten orienterede om, at klubben får besøg fra den 5.7.-7-7. af Slesvig Roklub, som gerne vil låne 3 både.
Kirsten har undersøgt mulighederne for et kajakhædersmærke. Der findes ikke meget, og det der er koster over kr. 300. Det er for meget i forhold til, hvad vores andre hædersmærker koster, så indtil videre er det ikke muligt.
Aktivitetsliste:
Se opslaget på opslagstavlen i klubben eller i kalenderen på hjemmesiden.
Fremtidige bestyrelsesmøder:
14. maj 2024 kl. 17.15
18. juni 2024 kl. 17.15
6. august 2024 kl. 17.15
3. september 2024 kl. 17.15
8. oktober 2024 kl. 17.15
5. november 2024 kl. 17.15
10. december 2024 kl. 17.15
21. januar 2025 kl. 17.15
18. februar 2025 kl. 17.15
4. marts 2025 kl. 19 Generalforsamling